Hypnose mod skolevægring og skoleangst for børn og unge i Vejle og omegn

Med 20 års erfaring fra klasseværelset ved jeg, hvor stor betydning trygge relationer, trivsel og fællesskab har for et barns skolegang. Når det bliver uoverskueligt for et barn eller en ung at komme i skole, handler det sjældent om manglende lyst til at lære, men ofte om en dyb følelse af utryghed eller uro.

Ofte er det et tegn på et nervesystem, der er gået i alarmberedskab. Det betyder, at kroppen reagerer med frygt og stress, selvom der ikke er nogen reel fare, og det kan gøre skolevægring til en uoverstigelig mur, der står mellem barnet og hverdagen.

I min klinik i Børkop, centralt i Trekantsområdet, arbejder jeg med at berolige dette alarmberedskab og skabe en vej tilbage til trivsel. Her handler det ikke om at presse barnet, men om at give dem de mentale værktøjer og den indre ro, der skal til for at kunne møde skolen igen.

Forberedelse til hypnose: Tid til at lande trygt

Når I kommer her, er der først og fremmest tid til at lande trygt. Vi begynder med en lille samtale, hvor jeg er nysgerrig på, hvordan barnet har det. Vi undersøger sammen, hvordan uroen mærkes i kroppen, hvilke tanker der dukker op, og hvad der gør det svært.

Vi bliver dog ikke kun ved det svære. Jeg er lige så optaget af at finde det, der allerede virker. Måske er der dage, hvor det var lidt lettere at komme afsted, eller situationer, hvor uroen fyldt mindre. Sammen undersøger vi, hvad der gør forskellen, så vi kan bruge den styrke i det videre arbejde.

Forandring med hypnose: At finde en vej ud af angsten

For at hjælpe barnet med at se en anden udvej end frygten, arbejder vi ofte med billeder af succes. Jeg spørger for eksempel: “Er der en i din klasse, som virker glad for at komme i skole?”

Hvis barnet kan pege på en kammerat – lad os kalde ham “Christoffer” – så bliver han et billede på noget, vi kan være nysgerrige på. Hvad tror barnet, at Christoffer tænker om skolen? Hvad er det, han kan, som barnet også kunne ønske for sig selv? Hvis barnet ikke kan komme i tanke om nogen, skaber vi sammen en fantasifigur. Det vigtigste er, at barnet begynder at få øje på en anden mulighed end den, som alarmberedskabet viser.

Vi afslutter forberedelsen med et trylleslag: “Hvis denne hypnosesession kunne gøre én ting anderledes, hvordan ville du så have det, når du kom i skole i morgen?” Dette spørgsmål bliver ofte begyndelsen på en helt ny vej.

En ny oplevelse af skolen i hypnosen

I selve hypnosen arbejder vi på at berolige nervesystemet og skabe en oplevelse af ro, mod og tryghed. Barnet får lov til at mærke, hvordan det føles at kunne gå ind ad skoledøren med mere ro i kroppen og en større tro på sig selv.

Vi træner hjernen i at skabe et nyt spor. Et spor, hvor skolen i stedet forbindes med muligheden for at trives, for at være sammen med andre og for at føle sig sikker. Når denne oplevelse bliver tydelig nok i hypnosen, bliver det lettere for barnet at overføre roen til virkeligheden.

Resultatet af hypnose: Fra overlevelse til trivsel

Målet er, at barnet genvinder lysten og modet til at være en del af skolefællesskabet. Når nervesystemet finder ro, og uroen i kroppen bliver mindre, bliver pladsen til nysgerrighed og læring større.

Det handler om at gå fra en tilstand af overlevelse til en tilstand af trivsel, hvor barnet igen kan føle sig tryg i klasselokalet og glæde sig til at møde sine kammerater.

Jeg hjælper børn og unge fra Vejle, Kolding, Fredericia og omegn med at overvinde skoleangst og finde vejen tilbage til en glad skolegang.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak om, hvordan vi sammen kan støtte dit barn i at finde roen igen.